Hvad er et godt billede?

Et billede siger mere end 1.000 ord, lyder en gammel talemåde, men hvad siger det egentlig? Og hvad er et godt billede?

Uanset om I ønsker at kommunikere på Facebook, foreningens hjemmeside eller lave et opslag, som skal hænge i hallen, er det en god idé at bruge et billede. Billeder er gode til at fange øjet, så modtagerne bliver opmærksomme på, at her er noget, de bør se nærmere på.

Regler for offentliggørelse af billeder

Som udgangspunkt må du offentliggøre de billeder du tager på offentlige steder – vær dog opmærksom på, at når der er mennesker på billederne, så gælder der disse regler:

  • Du må offentliggøre almindelige, harmløse billeder uden samtykke fra dem, du har fotograferet.
  • Andre billeder kræver samtykke. 

Læs mere om reglerne i Billedbrug på nettet.

Du må ikke offentliggøre billeder, du ikke selv har taget, medmindre du får tilladelse til det – altså heller ikke billeder, du har fundet på internettet.

Effekten er størst, hvis billedet er godt – men hvad betyder det egentlig? I denne artikel tager vi dig gennem 10 ting, som er med til at afgøre, om dit billede er godt. Det gælder uanset om du er fotograf, eller om du skal vælge det bedste foto fra foreningens billedarkiv.

1. Tag et billede, der viser det, du vil fortælle

Når du vælger, hvilket motiv du vil tage et billede af, så tænk over, hvad du gerne vil have, at billedet skal fortælle. Hvis din tekst skal handle om, hvor mange glade deltagere der var til et stævne eller arrangement, så sørg for, at de mennesker, der er på billederne, smiler eller griner.

Når du på publicerer tekst og billede, vil billedet komme til at fungere som dokumentation for det, der fandt sted. Derfor er det vigtigt, at billeder og tekst passer sammen. Hvis personerne ser koncentrerede eller eftertænksomme ud, stemmer det ikke overens med en tekst, som siger det var sjovt, og dine modtagere vil finde det utroværdigt.

2. Detaljer er (ofte) bedre end helheder

Det er svært at få et godt billede af en hel fodboldbane eller gymnastiksal. Når vi selv er til stede, omstiller vores øjne sig lynhurtigt til forskellige afstande, og vi har en fornemmelse af, at se det hele, men i virkeligheden ser vi det meste af tiden kun en lille del, og det er sådan, du skal tage et godt billede. Fokuserer du på en lille del af helheden, er det nemmere at få et godt billede.   

Du kan fokusere på detaljer ved at gå helt tæt på eller zoome ind. De to metoder giver forskellige udtryk, så prøv gerne begge dele og se, hvad der passer bedst til din smag.

3. Enkelt er (som regel) godt

Ligesom detaljer er bedre end helheder, så er det også godt at holde billeder så enkle som muligt. Vælg gerne en rolig og enkel baggrund, hvis det er muligt, og pas på med for mange forskellige farver og detaljer i billedet.

4. Vælg din vinkel

Mange er tilbøjelige til at tage billeder i den højde, de naturligt har, når de står ud for motivet, men ofte får du et mere interessant billede, hvis du går ned i knæ eller stiller dig op på en stol eller en stige. 

5. Øjenkontakt giver opmærksomhed

Tager du billeder af mennesker, kan det være en god idé at få dem til at se direkte ind i kameraet. Mennesker søger naturligt øjenkontakt, så når du publicerer dit billede, vil det tiltrække opmærksomhed. Pas dog på med at stille mennesker op af en væg og tage portrætter i en lige vinkel. Det kommer nemt til at ligne billeder fra et forbryderalbum. Få i stedet din portrætperson til at stille sig midt i rummet med siden til og kravl selv op på en stol, så får du et mere interessant portræt. Det er sjældent godt at tage billeder af mennesker nedefra.  

6. Det skal være skarpt

Det lyder måske næsten for banalt, men ikke desto mindre er det ofte en udfordring. Sørg for, at det vigtigste i billedet er helt skarpt. Ofte er kameraets egen autofokus-funktion god, men specielt når du tager billeder af idrætsudøvere, kan det være en udfordring, at de flytter sig ud af fokus, inden du når at tage billedet. Benyt dig af fordelene ved digitalkameraer og tag mange billeder. Hvis du er i tvivl om, at det første billede blev skarpt, kan du altid slette dem bagefter.

Øvelse gør mester

Vil du gerne blive bedre til at tage billeder til din forenings hjemmeside, så begynd med at tage flere billeder og afprøv forskellige teknikker.

7. Sørg for, at der er lys nok

Det naturlige dagslys udenfor på en let overskyet dag er det perfekte lys til gode billeder. Der er masser af lys og samtidig bliver skyggerne ikke for markante. Er motivet opstillet, er det næsten altid nemmere at få et godt billede udenfor. Har du brug for at tage billeder indenfor i en hal eller lignende, så tænk over, at du skal bruge så meget lys som muligt. Du kan bruge en blitz, hvis dit motiv er tæt på, men den rækker typisk ikke mere end et par meter.

8. Beskæringen skal være rigtig

Skal du offentliggøre dit billede på papir, har du fuld kontrol over, hvordan billedet bliver beskåret. Skal billedet derimod offentliggøres på internettet, risikerer du, at billedet bliver beskåret forskelligt afhængigt af, om det bliver vist på en telefon, tablet eller computer.

Generelt er det en god ide ikke altid at have motivet lige i midt i billedet, men hvis billedet skal på internettet, kan det være en god løsning, da det ofte er kanterne, som bliver beskåret, når billedet bliver vist på forskellige enheder.   

9. Vælg den rette størrelse

Skal billedet på internettet, så sørg for, at det har den rette bredde og højde i forhold til den placering billedet får, så rammen bliver fyldt helt ud. 

10. Billedet skal have den rette opløsning

Et billedes opløsning er en betegnelse for, hvor mange informationer, der er i et digitalt billede. Det angives med betegnelsen dpi, der er en forkortelse for ”dots per inch” – altså prikker per tomme. Jo flere prikker, jo højere kvalitet har billedet. Som tommelfingerregel skal et billede på internettet have en opløsning på 72 dpi, mens et billede, der skal trykkes, skal være på 300 dpi.

Er et billede på nettet i for høj opløsning, kan det gøre hjemmesiden langsom, og skal billedet bruges til tryk, men opløsningen for lav, kommer det til at fremstå grumset og kantet.