#2 Kend de unge

Lær de unge at kende og bliv skarpere på, hvordan de bliver en del af de frivillige i jeres forening.

Generation Facebook eller Curlingbørn. Sådan ser mediernes stereotype billeder af unge ofte ud. Men unge er også hårdtarbejdende, seriøse og har store ønsker om anerkendelse og opmærksomhed fra deres omgivelser. Er jeres forening klar til det, så er døren åben.

Kompetencer og CV

Unge har har et stort behov for at kontrollere, hvad der sker i deres liv. Det gælder også, når de engagerer sig.

At være ung handler i vid udstrækning om at være på, og om at være med, hvor det sker!

Anonym ung fra undersøgelsen: Unge, kompetenceudvikling og foreningsliv af Center for Ungdomsforskning

Når unge vælger, hvad de skal bruge deres fritidsliv på, er de derfor meget selektive. De tager deres uddannelse alvorligt og tænker tanker om deres fremtidige muligheder.

Jeg arbejder frivilligt fordi jeg kan mærke, at det giver mig nogle kompetencer, som jeg kan bruge i mit liv!

Cecilie Amstrup Andreasen, ungleder Ulfborg IF

Derfor er det vigtigt, at foreningen er i stand til at pege på de kompetencer, som foreningen tilbyder CV´et.

Kontrol, venner og god form

En undersøgelse viser, at generationen vægter materielle goder og penge lavest. Derimod har det prioritet at have kontrol over sit eget liv, at kunne klare sig selv og at have gode venner, være sund og i god form.