De fem Løb med-hold

Her er de fem hold, vi har lavet målrettet træning til. Din klub kan vælge at udbyde ét eller flere forløb.

  • Igangsætterne er holdet for dig, der er nybegynder og skal i gang. Og ”i gang” skal tages bogstaveligt. Der er meget gang i starten, og så går vi gradvist over til mere løb. Du kan ikke være i for dårlig form til Igangsætterne, og træningen går ud på at hjælpe dig til at etablere en fast træningsrutine, forbrænde kalorier og finde glæden ved at gå, løbe og bevæge sig. I tillæg til gang- og løbetræningen laves forskellige øvelser, der gradvist bygger din krop op til at kunne klare lidt mere.
  • Begynderholdet er for begyndere, som i udgangspunktet kan løbe 5-10 min., hvis de løber stille og roligt. Træningen går ud på at etablere en fast træningsrutine, forbrænde kalorier og finde glæden ved at løbe og bevæge sig. I tillæg laves forskellige øvelser, der styrker kroppen og er med til at gøre dig til en bedre løber. Begynderholdet tager over, der hvor Igangsætterne slutter.
  • 5-kæmperne er for begyndere og letøvede, som gerne vil løbe efter et mål: 5 km-distancen. Det er både for dig, der gerne vil træne efter at kunne løbe en 5 km’er og for dig, der gerne vil kunne løbe lidt hurtigere på 5 km. 5-kæmperne er for alle, der i udgangspunktet kan løbe 10 min. og har mod på lidt mere målrettet træning.
  • 10-kæmperne er for letøvede til øvede løbere, som gerne vil løbe efter et mål: 10 km-distancen. Det er både for dig, der gerne vil træne efter at kunne løbe en 10 km’er, og for dig der gerne vil kunne løbe lidt hurtigere på 10 km. 10-kæmperne er for alle, der, uanset tempo, kan løbe omkring 5 km og har mod på lidt mere målrettet træning.
  • Sammenholdet er for dig der kan lide at løbe og lege sammen med andre. Det vil sige, at træningen er tilrettelagt med det sociale aspekt for øje; løbeturene er ofte med et twist, og der er masser af små stafetter, lege osv., hvor man bevæger sig og har det sjovt sammen – og hvor alle samtidig kan tilpasse træningen til sit eget niveau. Så bliver du ikke motiveret af den mere ordinære løbetræning, er dette måske holdet for dig. Hårdhedsgraden kan variere fra gang til gang. Holdet er for dem, der er i forvejen løber 1-2 gange om ugen.