Krolf i DGI

Halvt krocket, halvt golf, helt sjovt! Krolf er aktivitet, hvor alle kan være med, og det giver både motion og hyggeligt samvær.

Kan du lide sociale stunder på græsplænen og motion i et roligt tempo? Så er krolf lige noget for dig.

Krolf er en blanding af krocket og golf. Udstyret er næsten, som du kender det fra krocket med en kraftig kølle og en stor kugle, og spillereglerne er stort set ligesom i golf. Det handler om at få kuglen i hul på færrest mulige slag. 

Banen er langt mindre end i golf. Du kan sagtens spille krolf på græsplænen derhjemme, men det er meget sjovere at spille sammen med andre i en klub.

Sværhedsgraden bestemmer du og dine medspillere selv. Du kan for eksempel gøre banen mere udfordrende ved at placere forhindringer undervejs. 

Krolfsæsonen kører typisk fra 1. april til 1. oktober, men aktiviteten kan sagtens spilles året rundt. 

Krolf bliver mere og mere populært

Krolf stiger støt i popularitet. DGI Krolf har bare i Østjylland etableret cirka 60 krolfklubber hen over de seneste år, men klubberne skyder frem over hele landet.

Klubberne er blevet startet i såvel eksisterende idrætsforeninger som grupper af interesserede, der har startet deres egen klub i eget lokalområde. Du kan finde en krolfklub i nærheden af dig her.

Krolf er populær, fordi aktiviteten er:

  • Social
  • Udfordrende
  • Let at lære
  • Økonomisk overskuelig
  • En aktivitet, hvor præcision er vigtigere end kondition

Det tilbyder DGI Krolf

Som krolfspiller vil vi gerne give dig mulighed for at komme ud at konkurrere og hygge dig med krolf. Derfor forsøger vi i at afholde flest mulige stævner, træf, turnering og ture ud i det blå med krolf som omdrejningspunkt.