Vintersikkerhedskurser i SUP

Tag på vintersikkerhedskursus i SUP og få styr på underafkøling, beklædning og sikkerhed. Så kan du forlænge sæsonen henover vinteren.

Rigtig mange SUP'ere forlænger sæsonen hen over vinteren. Med det rigtige udstyr og de rette forholdsregler giver det mange fine timer på vandet.

Med et vintersikkerhedskursus i SUP får du styr på underafkøling, beklædning og sikkerhed. Derfor anbefaler DGI Kano & Kajak, at du gennemfører kursus, hvis du ønsker at fortsætte med SUP, når det bliver koldt. 

Et vintersikkerhedskursus består af en teoretisk og en praktisk del.

Den teoretiske del af kurset

Hypotermi
Teoretisk oplæg om hypotermi (underafkøling), og hvad det betyder for os SUP'ere.

Beklædning
Vi ser på de forskellige muligheder for at klæde os fornuftigt på. Vi taler blandt andet om tør- kontra våddragt og de lag, vi har under, og hvorfor vi vælger beklædning efter vandtemperaturen og ikke efter lufttemperaturen.

Sikkerhedsudstyr
Vi gennemgår, hvad der er vigtigt at medbringe på en vintertur. Vi gennemgår og udleverer også et idéoplæg til en pakliste.

Den praktiske del af kurset

Udstyr
Vi gennemgår udstyrets placeringer og afprøver forskellige redninger først på land og senere i vandet.

På tur
Vi tager en tur på vandet i det valgte udstyr. Undervejs holder vi en pause (kaffe/frokost), så du kan teste, om ”pausebeklædning” m.v. fungerer som tiltænkt.

I vandet
Som afslutning på turen praktiseres rul, redninger og ophold i vandet under sikre forhold tæt på land.

Afslutning

Til sidst evaluerer og erfaringsudveksler vi. Det er vigtigt, at vi her lærer af hinanden, da vi reagerer forskelligt i det kolde vand.