Bliv medlem

Meld foreningen ind i DGI Storkøbenhavn - sådan går det til:

Hvem kan blive medlem af DGI Storkøbenhavn

Alle foreninger, som har et folkeoplysende formål og mindst 5 betalende medlemmer, kan melde sig ind i DGI Storkøbenhavn. Definitionen af hvad der er "et folkeoplysende formål" følger folkeoplysningsloven. Heri står der f.eks. at foreningen skal være demokratisk, så alle medlemmer sikres adgang til indflydelse. Derudover skal foreningen have kontinuerlige aktiviteter for sine medlemmer.

Procedure for optagelse

Hvis din forening ønsker at blive medlem i DGI Storkøbenhavn, skal den indsende et udfyldt ansøgningsskema sammen med foreningens nyeste vedtægter. Ansøgningsskemaet kan hentes her (åbner i nyt vindue).

For at blive optaget som medlem skal DGI Storkøbenhavn kunne godkende foreningens vedtægter, og omvendt skal foreningen kunne tilslutte sig DGI Storkøbenhavns vedtægter.

Hvis foreningens vedtægter opfylder Folkeoplysningsloven, indkaldes foreningens formand (og gerne flere bestyrelsesmedlemmer) til et optagelsesmøde med en af DGI Storkøbenhavns konsulenter.

På mødet fortæller foreningen mere om sig selv, f.eks. historie, baggrund, struktur, dagligdag og evt. aktuelle udfordringer. Efterfølgende vil konsulenten fortælle nærmere om DGI og spore sig ind på de mulige samarbejdsflader.

Efter mødet skriver konsulenten en indstilling af foreningen til DGI Storkøbenhavns bestyrelse, som formelt optager foreningen på det førstkommende bestyrelsesmøde.

Kontingentet

Kontingentet i DGI Storkøbenhavn består af to dele, nemlig 400 kr. i grundkontingent plus 5 kr. pr. medlem. Det kan dog højest blive 5.500 kr.

Kontingentet inkluderer den fælles idrætsforsikring, som omfatter psykisk førstehjælp, samt arbejdsskade-, ansvars-, retshjælps- og idrætsrejseforsikring.

Kontingentet, der er baseret på foreningens egen årlige indberetning af medlemstal, opkræves hvert år i april/maj.