Med en kombination af gåture og træning i naturen, øvelser for hjerne og sanser samt hyggeligt socialt samvær med ligesindede styrkes den fysiske og mentale sundhed for mænd over 60 år i Hillerød Kommune.
Projektet Outdoor og Fællesskab for Mænd – eller Mandeholdet, som det kaldes i folkemunde - har til formål at styrke ældre mænds (60+ år) fysiske og mentale sundhed i Hillerød Kommune for at forebygge mistrivsel og ensomhed.
Metoden er en unik kombination af motion, naturtræning og etablering af varige mandefællesskaber.
Helt konkret blev der i 2020 (første forløb) etableret Mandehold med udgangspunkt i Brohuset i Østervang og Frivilligcenter Hillerød i centrum samt på Hillerød Stadion (formiddag). I slutningen af 2020 lykkedes det trods Covid-19-restriktioner at gå i gang med andet forløb med et Mandehold i Nødebo samt et aftenhold på Hillerød Stadion.
I 2021 kom der et Mandehold mere ved Nødebo Kro og Hillerød Stadion samt to nye hold med udgangspunkt i Grønnegadecentret i centrum af Hillerød samt et hold på Skævinge stadion i samarbejde med Skævinge Seniorer og fodboldklubben IS Skævinge.
Aktiviteterne på holdene foregår outdoor og bygger på DGI og Center for Sund Aldrings træningskoncept 'Hold Hjernen Frisk' Naturtræning. Læs mere om HHF Naturtræning.
Som en del af projektet rekrutteres og uddannes 10 mænd i målgruppen til at blive medtrænere og ambassadører for projektet. Deres opgave er at understøtte træningen, hjælpe til med rekrutteringen og ikke mindst at fastholdelse de mænd, der starter på holdene.
Konsekvenser af ensomhed
Når der justeres for rygning, alkohol, BMI og fysisk inaktivitet, er ensomhed i Danmark årligt skyld i:
770 ekstra dødsfald blandt personer, der er ensomme.
19.000 ekstra somatiske indlæggelser.
3.800 ekstra psykiatriske indlæggelser.
Ekstra omkostninger på 2,2 mia. kr. til behandling og pleje.
Kilde: Sundhedsstyrelsens rapport "Sygdomsbyrden i Danmark".
- I et velfærdssamfund har vi en særlig forpligtelse til at få fat i de ensomme ældre mænd, selvom det er en relativ svær målgruppe at nå og at aktivere.
DGI, Frivilligcenter Hillerød og Hillerød Kommune søger lokale sociale netværk og idrætsforeninger, der vil indgå i et samarbejde om Mandehold for mænd over 60 år i Hillerød. Som medvirkende forening bidrager I til at opbygge og tilbyde aktive fællesskaber for mænd – med mulighed for at fortsætte aktiviteten i egen forening efter endt forløb. Læs mere om samarbejdet her:
I 2020 uddannede vi 10 trænere til de første Mandehold i henholdsvis Hillerød Øst, på Hillerød Stadion (formiddag) og i centrum af Hillerød med udgangspunkt i Frivilligcenteret.
Senere på året blev fem nye trænere uddannet, så de kunne opstarte Mandehold op på Hillerød Stadion (aften) og i Nødebo.
Alle trænerne blev efteruddannet i forbindelse med genåbningen 1. marts 2021.
I foråret 2021 blev seks nye trænere uddannet til at drive de fire nye Mandehold i Nødebo (hold 2), Hillerød Stadion (hold 3), Grønnegadecentret og Skævinge
3: Aktivitetshold
Der er i øjeblikket de her hold, som du kan tilmelde dig:
Skævinge stadion – mandage kl. 13. Kontakt: Peter Bennett, DGI Nordsjælland, mobil 24 97 53 42, mail peter.bennett@dgi.dk
4: Evaluering
Efter 12 træninger deltager holdet i en fysisk træning og en mundtlig evaluering, hvor forløbet afrundes. Derefter kører Mandeholdet videre på egen hånd. Læs evalueringen fra de seneste forløb.
Alle igangsatte Mandehold forankres i en forening, og fortsætter efter projektperioden på egen hånd, hvor de fortsat kan søge råd og vejledning hos DGI Nordsjælland og Frivilligcenter Hillerød. Trænerne indgår i et netværk med de andre Mandeholdet trænere samt DGI Nordsjællands senior konsulent og repræsentant for Frivilligcenter Hillerød.
Trænerne uddannes til at lave aktiviteter, der både gavner fysikken og det mentale, samt bringer smilene frem.
DGI kan hjælpe med at etablere et Mandeholdet i din kommune/forening. Kontakt os og så kan vi fortælle mere om de forskellige faser i oprettelsen, driften og forankringen af Mandeholdet. Vi har udviklet undervisningsmaterialer, øvelseskort og har trænere fra de eksisterende Mandehold i Hillerød kommune, der gerne kommer til jer og fortæller om hvordan man gør og hvorfor Mandeholdet fungerer så godt som de gør.
Find mere information om Mandeholdet
Læs mere om mænd og ensomhed her:
Undersøgelsen ”Ensomhed i befolkningen”, 2015, Center for forskning og udvikling på social- og sundhedsområdet - læs mere.
Undersøgelsen ”Ensomhed blandt ældre”, 2018, Kommunernes Landsforening - læs mere.
Undersøgelsen ” Mænd, fællesskaber og trivsel”, 2016, Forum for Mænds Sundhed - læs mere.
Projektet er udrullet i tæt samarbejde med Hillerød Kommune Sundhed og Udviklingsafdelingen, der har været med til at kvalificere projektets forskellige faser samt udbrede kendskabet til projektet til kommunens relevante medarbejdere og samarbejdspartnere.
Sundhedsstyrelsen
Outdoor og fællesskab for mænd er finansieret af Sundhedsstyrelsens pulje vedrørende sammenhængende indsatser imod ensomhed og mistrivsel hos ældre samt interne midler hos DGI Nordsjælland.
Frivilligcenter Hillerød
Projektet drives af DGI i tæt samarbejde med Frivilligcenter Hillerød og en række partnerforeninger (idrætsforeninger herunder Hillerød Fodbold og sociale foreninger) med fokus på at forbedre ældre mænds mentale og fysiske sundhed med projektets aktiviteter.