YouSee Landsmesterskab i esport

Er du til esport, så kom og oplev dygtige gamere og super stemning, når de bedst kvalificerede hold i YouSee DGI-ligaen dyster om titlen som årets landsmester.

Musikhuset Esbjerg dannede rammen for landsmesterskaberne i esport den 28. april 2018, og der var kamp til stregen om titlen som årets landsmestre.

Det er disciplinerne Counter Strike (CS:GO ) og League of Legends (LOL), der er i spil. De 8 bedste hold i CS:GO og de 4 bedste hold i LOL, fra sæsonens turnering i YouSee DGI-ligaen, kvalificerer sig til at deltage i landsmesterskabet.

Turneringen i YouSee DGI-ligaen er en underliga til YouSee eSportligaen. Her dyster esportforeninger i hele landet mod hinanden. Du kan løbende tjekke stillingen i begge kategorier om kvalifikation til YouSee Landsmesterskab i esport, og se de andre ligaer, hold og stillinger i YouSee eSportligaen.   

Den fornemme titel som landsmester giver holdene adgang til det officielle Danmarksmesterskab i esport. Danmarksmesterskabet samler de seks underligaer i YouSee eSportligaen, ved et selvstændigt event, hvor vinderen og nr. 2 fra hvert underligamesterskab deltager.

Er du gamer, forælder, foreningsleder eller bare nysgerrig på gaming, så kom og oplev årets mest underholdende esportevent. Ud over magien i mesterskabet i sig selv, vil du kunne afprøve nye trends og få indsigt i esport i foreningslivet.

Følg med her på siden for info om næste års landsmesterskab og gense finalekampene fra 2018 på JERN's Twitch.